De filmiske virkemidler er filmens æstetik. Det er måden, billederne og lyden bruges, dvs. filmens udtryk. De filmiske virkemidler er med til at fortælle historien og skabe stemning og spænding i en film.
Instruktøren og filmholdet tænker over hver eneste detalje ved filmens udtryk. Skal en person fotograferes nedefra i frøperspektiv eller oppefra i fugleperspektiv? Skal filmens farver være varme som i en kærlighedsfilm eller kolde som i en gyserfilm? Skal klipningen have højt eller lavt tempo? Skal der være underlægningsmusik? Der er mange ting at tage stilling til, når man beslutter, hvordan filmen skal se ud og lyde.
De filmiske virkemidler er med til at fortælle historien og formidle temaet. Hvis temaet er mobning og ensomhed, kan dystert lys og trist musik underbygge tema og stemning. Omvendt kan varme farver og glad musik gøre vores oplevelse af en lykkelig scene ekstra positiv. I en gyserfilm kan instruktøren bruge de filmiske virkemidler til at skabe snigende uhygge eller give os et pludseligt chok (suspense og surprise).
En film kan fortælles lineært
Filmen har en begyndelse, en handling og en slutning (som dog godt kan pege videre fremad). Begyndelsen kaldes anslaget, og afslutningsscenen kaldes udtoningen.
Ofte bruges berettermodellen, den lille berettermodel, plotpointmodellen eller aktantmodellen til at
få styr på filmens dramaturgi.
En anden model som er velegnet til at få styr på mange korte film, er kosmos-kaos-kosmosmodellen.
Denne model kan bruges i de mindste klasser; tilsyneladende er der kosmos – alt er ren idyl, men hurtigt sker der noget; der bliver kaos, så er der en (eller en gang imellem flere) der agerer, de implicerede parter lærer noget, og der opstår derefter et nyt kosmos. Modellen peger videre, for alle ved, at der på sigt kommer et nyt kaos. I filmen vises dette ikke, men her kommer seerens fantasi, fornemmelse og erfaring i spil.
Flashback, flashforward og cirkulær fortælling
Når man bevæger sig fra filmens nutidsplan og tilbage i tiden, kaldes det et flashback. Når man bevæger
sig fra filmens nutidsplan og frem i tiden, kaldes det et flashforward. Eksempelvis kan en film slutte
i den scene som åbnede filmen.
I en film, der fortælles cirkulært, er rækkefølgen af de enkelte episoder ikke vigtig. Filmens historie
fortælles derfor ikke fra start til slut i en kontinuerlig fremadskridende handling.
Komplekse film
I mere komplekse film som fx ’Pulp Fiction’, ’21 Grams’ og ’Before the Rain’ væves fortid, nutid og
fremtid sammen igennem hele filmen.
Billedbeskæring
En billedbeskæring er et udsnit af den filmede virkelighed. Hvor stort et udsnit af virkeligheden vi ser, afhænger af afstanden mellem tilskueren og motivet.
I et nærbillede er vi tæt på motivet, og i et totalbillede er vi langt fra motivet. I en film er kameraet tilskuerens ”øje”. Men i film har vi et mindre synsfelt end i virkeligheden. Billedet bliver beskåret, dvs. der er en ramme omkring motivet ligesom på fotografier og malerier. Rammen sætter grænser for, hvad vi kan se. Rammens form er forskellig alt efter filmens billedformat.
På film ser vi en mindre del af motivet, end vi ville have gjort i virkeligheden. Når vi er tæt på fx en person, kan vi se detaljer ved personen. Men så kan vi til gengæld ikke se ret meget af det, som er rundt om personen. Det kan vi bedre se, når vi kommer langt væk fra personen og kan overskue en hel location. Til gengæld er det svært at se detaljer som fx ansigtsudtryk, når vi er langt væk.
Den menneskelige krop er den målestok, vi bruger, når vi taler om billedbeskæring. I et nærbillede fylder et ansigt hele billedet. Hvis en vandmelon (der har samme størrelse som et hoved) fylder hele billedet, kalder vi det også et nærbillede. Hvis et kirsebær fylder hele billedet, kalder vi det derimod ultranær. Hvis det store hjul med ballongyngerne fylder hele billedet, kalder vi det en total. Vores udgangspunkt er hele tiden størrelsen af et menneske.
De 6 grundlæggende billedbeskæringer
SUPERTOTAL (1)
Supertotal giver et overblik over et område, dvs. en location. Billedet viser, hvor filmen foregår, dvs. filmens miljø. Det viser også, hvor mange personer der evt. er til stede.
TOTAL (2)
Totalbilledet giver os et indtryk af omgivelserne, og vi ser personer i fuld figur. Vi er lidt tættere på personerne end i supertotalen. Vi kan se flere detaljer, fx deres tøj og kropsholdning.
HALVTOTAL (3)
I en halvtotal beskæring ser vi som regel personerne fra knæene eller hofterne og op. Vi kan stadig se lidt af omgivelserne. Beskæringen er god til at vise bevægelser og action.
HALVNÆR (4)
Halvnær viser personer fra brystkassen og op. Vi kommer ret tæt på personerne og kan tydeligt se deres ansigter og reaktioner. Derfor bruges halvnær tit i dialogscener.
NÆRBILLEDE (5)
Nærbilledet viser en person (ofte ansigtet) eller en genstand tæt på. Denne beskæring bruges tit i scener, hvor følelser er i fokus. Nærbilledet kan også fremhæve en ting, der er vigtig for handlingen.
ULTRANÆR (6)
Ultranær viser en detalje. Det kan fx være en del af et ansigt eller en genstand. Med denne beskæring kommer vi helt tæt på en person. Ultranær kan også fremhæve en ting, der er vigtig for handlingen.
Video om billedbeskæring
BILLEDKOMPOSITION
Billedets komposition bliver bestemt af, hvordan billedets elementer er placeret. Det drejer sig bl.a. om linjerne i billedet og dybdekompositionen, dvs. forgrund, mellemgrund og baggrund.
Filmfotografer og instruktører arbejder med billedkomposition på samme måde som bl.a. kunstmalere gør. De komponerer billedet ud fra overvejelser om, hvad der bedst formidler den historie, som de vil fortælle. Billedkomposition påvirker tilskuerens oplevelse af stemningen i en indstilling. Derfor kan billedkompositionen underbygge filmens handling og personernes følelser.
Et billede kan være komponeret på en måde, så det virker harmonisk og i balance. Det er behageligt at se på. Et billede kan også være komponeret på en måde, så det virker uharmonisk og ude af balance. Når vi ser på det, kan det give os en fornemmelse af ubehag, forvirring eller at noget er galt.
Billedkompositionen kan bruges til at føre tilskuernes blik et bestemt sted hen i billedet, når der er noget særligt, vi skal lægge mærke til.
Et billede kan være komponeret på en måde, så vi fornemmer dybde og perspektiv. Et billede med dybde er som regel mere interessant at se på end et billede, der virker fladt og uden dybde.
FILMENS DRAMATURGI
Dramaturgi er læren om at fortælle historier, dvs. hvordan en god historie skrues sammen. Blandt de vigtigste elementer i dramaturgi er filmens forløb, filmens fremdrift, karakterer og konflikter.
Ordet dramaturgi kommer fra græsk og betyder ’handlingslære’. Den græske filosof Aristoteles (384-322 f.Kr.) har stor indflydelse på, hvordan vi ser på dramaturgi i dag. Hans tanker om ’den gode historie’ er grundlag for vores moderne dramaturgi. Nu til dags er manuskriptforfattere og dramaturger i Hollywood trendsettere, når det gælder at fortælle gode historier på film.
Hvis man sammenligner gode fortællinger, vil man opdage, er der er nogle lighedstræk. I en god historie er der interessante karakterer (personer), som vi føler med og identificerer os med. Der er spændendekonflikter, som gør os nysgerrige og engagerede. Der er fremdrift i filmen – fx set ups, som skaber forventning og en oplevelse af sammenhæng, når pay off kommer. Der kan være langsom, intens opbygning af spænding (suspense) og pludselige overraskelser (surprise). Fortællingens forløb er meget vigtig - altså rækkefølgen af begivenheder og timingen i forhold til, hvornår handlingens højdepunkter ligger.
KARAKTERER / PERSONER
Karakterer er de hovedpersoner og bipersoner, som vi møder i filmen. Karakterer kan være mennesker, dyr eller ’levende’ ting (fx legetøj i en animationsfilm).
Karakterer i film kaldes også personer. I realfilm er karaktererne næsten altid mennesker, men dyr kan også have roller (som regel biroller). I animationsfilm kan karaktererne fx være:
Mennesker (fx drengen, der er hovedperson i ”Bennys Badekar”)
Dyr (fx i ”Ice Age”)
Ting (fx legetøjet i ”Toy Story” eller bilerne i ”Cars”)
I film får vi indtryk af karaktererne via deres ydre. Dvs. deres udseende, deres replikker og måden, de opfører sig på. Vi aflæser deres ansigtsudtryk, kropssprog og handlinger. Deres ydre fortæller os noget om deres indre, dvs. om deres tanker, følelser og egenskaber.
Vi får også indtryk af karaktererne via deres omgivelser, dvs. rekvisitter og location. Hvis en person fx står i en bank med en maske på og en revolver i hånden, gætter vi på, personen er bankrøver.
HOVEDPERSON
Hovedpersonen er filmens centrale person. Hovedpersonen har den største rolle og står i centrum for filmens handling.
Hovedpersonen kaldes også hovedkarakteren, hovedrollen, protagonisten eller den bærende karakter. I de fleste film – særlig i kortfilm – er der kun én hovedperson. Men i nogle film er der flere hovedpersoner, fx i ensemblefilm.
Hovedpersonen og filmens plot er tæt forbundet. Det er hovedpersonens udfordringer, oplevelser ogkonflikter, der er filmens centrale handling. Hvis vi analyserer filmen med aktantmodellen, kan vi se, at hovedpersonen bærer filmens præmis. I begyndelsen af filmen har hovedpersonen ofte et problem eller et savn. Filmen handler om, hvordan hovedpersonen tackler problemet, og om han/hun får, hvad han/hun længes efter.
Det er vigtigt, at publikum identificerer sig med hovedpersonen. Vi skal helst føle med personen og forstå hans/hendes handlinger og reaktioner. Så er der større chance for, at vi synes, filmen er god og interessant. Hvis vi ikke forstår og føler med hovedpersonen, kan filmens handling virke ligegyldig.
Filmens bipersoner oplever vi i relation til hovedpersonen. Bipersonerne har rollen som fx rival, fortrolig ven, hjælper eller modstander i forhold til hovedpersonen.
KONFLIKT
En god historie indeholder konflikt. Konflikt sætter gang i handling. Vi skelner mellem indre konflikt (dvs. at en person er i konflikt med sig selv) og ydre konflikt (dvs. at en person er i konflikt med sine omgivelser).
Konflikter og problemer er grobunden for en god historie. Der er ikke meget action i harmoni. Ønsket om harmoni er til gengæld tit en drivkraft for personerne i film. Der er lavet mange spændende og nervepirrende historier om, hvordan personer bliver udfordret og overvinder forhindringer på deres vej mod harmonien. Men harmonien i sig selv uinteressant.
En konflikt bliver sat på spidsen, hvis der er en tidsfrist for, hvornår konflikten skal være løst. Tidsfrister bliver brugt i mange film, særligt i actionfilm. Det er en fortælleteknik, der skaber ekstra drama. En konflikt kan også udvikle sig. I begyndelsen af filmen er konflikten måske ret enkel og overskuelig, men så bliver den i løbet af filmen større og mere indviklet. Der opstår komplikationer. Det kaldes ogsåkonfliktoptrapning. Det kan gøre filmen mere interessant og give en historie flere lag.
Man skelner mellem indre og ydre konflikter. Hvis en film er god, vil begge slags konflikter som regel være til stede på én gang.
konflikt betyder, at en person er i konflikt med sig selv. Det kan fx handle om tvivl, dårlig samvittighed eller jalousi. Det kan dreje sig om et indre dilemma, fx at en person skal vælge mellem moral og rigdom.
Ydre konflikt betyder, at en person er i konflikt med sine omgivelser. Det kan handle om modstridende interesser eller ønsker: en modstander eller en rival lægger hindringer i vejen for hovedpersonen. Konflikten kan også opstå på grund af andre slags ydre problemer, fx naturkatastrofe eller krig.
Generelt kan man sige, at en historie begynder, når en forandring skaber en konflikt. Det ser vi fx i Introen til ”Anna og Lotte”
I klippets indledning sidder dukken og ser fjernsyn stille og roligt for sig selv. Forandringen sker i det øjeblikket, da dukkens hund blander sig og forstyrrer. Den ydre konflikt opstår da hunden blander sig og fylder fysisk. Herefter ser vi en indre konflikt i dukken, som resulterer i overgivelse til hunden og derved en positiv slutning.
PLOT OG PRÆMIS
Plottet er filmens handling fortalt kort og konkret. Præmissen er filmens budskab eller morale.
PLOT
Plottet er filmens handling kort fortalt. Man skelner mellem hovedplot og sideplot. Hovedplottet er filmens centrale historie. Det er hovedpersonens fortælling og kamp for at nå sit mål (se projektaksen i aktantmodellen). Sideplot er mindre sidehistorier. De er tit knyttet til bipersoner.
Når vi skal beskrive filmens hovedplot, svarer vi på spørgsmålene:
Hvem er hovedpersonen?
Hvad går filmens centrale konflikt ud på?
Hvilke forhindringer møder hovedpersonen?
Hvem eller hvad hjælper hovedpersonen?
Lykkes det at løse konflikten til sidst – og hvis ja, hvordan?
PRÆMIS
En præmis er filmens budskab eller morale. Præmissen kan siges i en enkelt sætning, kort og præcist. Den formuleres som en påstand. Filmens handling er ’argumenterne’, der beviser påstanden. Præmissen er den konklusion, man drager efter at have set filmen.
Her er eksempler på præmissen i kendte film og tv-serier:
"Star Wars": Det gode er stærkere end det onde.
"Titanic": Kærligheden overvinder alt, selv døden.
"Robin Hood": Undertrykkelse fører til oprør.
"Friends": Rigtige venner kan altid regne med hinanden.
IN MEDIAS RES
In medias res betyder ’midt i tingene’. Når en film begynder in media res, betyder det, at den begynder midt i nogle begivenheder. Tilskueren bliver kastet ind i handlingen uden indledning.
Filmens anslag skal vække vores interesse med det samme. Når filmen begynder in medias res, er det med til at fange vores opmærksomhed fra første øjeblik. In medias res er et fortællegreb, der giver os en fornemmelse af, at handlingen foregår her og nu. Når en film begynder in media res, kan det virke forvirrende. Vi er nødt til at se lidt mere af filmen for at få en forklaring på, hvad der foregik i filmens begyndelse.
Filmen ”Pulp Fiction” begynder in medias res. Handlingen begynder lige på og hårdt. Der er ikke noget establishing shot, hvor vi får overblik over location. I stedet er der nærbilleder: vi er helt tæt på. Vi ser kun få detaljer og må gætte os til hvad der skal til at ske. Lydsiden og monologen er også tvetydig. Anslaget pirrer vores nysgerrighed og overrasker.
180 graders reglen
Simpel og avanceret
En grundig forklaring af 180 graders reglen, både i en simpel version, og i en langt mere avanceret version.
Her forklares 180 graders reglen med top drawings og klip, så alle burde være med på hvordan det fungerer.
Film en simpel samtale
Her illustrerers hvordan du sætter en simpel samtale sammen, filmteknisk set, lige fra kamera opsætninger og vinker, til redigerings fasen.
Derudover uddybes 180 graders reglen.
Video som jobansøgning til elevplads
Her har jeg lagt et par eksempler på personlige videoer. Disse kan med fordel bruges som supplement til en ansøgning, og i særdeleshed som virkemiddel på din egen hjemmeside.
Husk du søger som mediegrafiker. Derfor skal din video også afspejle, at du er et kreativt menneske. Så derfor skal du nøje overveje, hvordan du vil præsenteres:
Supertotal giver et overblik over et område, dvs. en location. Billedet viser, hvor filmen foregår, dvs. filmens miljø. Det viser også, hvor mange personer der evt. er til stede.
Totalbilledet giver os et indtryk af omgivelserne, og vi ser personer i fuld figur. Vi er lidt tættere på personerne end i supertotalen. Vi kan se flere detaljer, fx deres tøj og kropsholdning.
I en halvtotal beskæring ser vi som regel personerne fra knæene eller hofterne og op. Vi kan stadig se lidt af omgivelserne. Beskæringen er god til at vise bevægelser og action.
Halvnær viser personer fra brystkassen og op. Vi kommer ret tæt på personerne og kan tydeligt se deres ansigter og reaktioner. Derfor bruges halvnær tit i dialogscener.
Nærbilledet viser en person (ofte ansigtet) eller en genstand tæt på. Denne beskæring bruges tit i scener, hvor følelser er i fokus. Nærbilledet kan også fremhæve en ting, der er vigtig for handlingen.
Ultranær viser en detalje. Det kan fx være en del af et ansigt eller en genstand. Med denne beskæring kommer vi helt tæt på en person. Ultranær kan også fremhæve en ting, der er vigtig for handlingen.